
Tramonto
Overdådig panoramaudsigt og italienske specialiteter i Carlsberg Byen.
Tramonto
Vesterbro
Overdådig panoramaudsigt og italienske specialiteter i Carlsberg Byen.
Tramonto ligger på toppen af Købehavn på hotellet Ottilias attraktive rooftop i Carlsberg Byen. Her får du 360 graders vue over København igennem store panorama vinduespartier og den skønne udendørs tagterrasse. Tramonto betyder solnedgang på italiensk, og kommer du på rette tidspunkt kan du uforstyrret nyde de rød-orange nuancer på himlen, mens solen langsomt går ned over hovedstaden. Tramonto byder på det bedste fra det italienske cuisine, og kærligheden til Italien skinner tydeligt igennem paletten af italienske herligheder. Et udsøgt udvalg af antipasti, primi, secondi og dulce med alt fra traditionelle pizzaer til cremede, frisklavede pastaretter, møre kødretter og lækre fiskeanretninger. Ejerne er garvede i restaurationsbranchen, da de både driver den populære, italienske restaurant La Rocca og tapasbaren Pintxos. Lige kompetente er de italienske kokke der står i køkkenet hos Tramonto, der blandt andet har fortid på Nimb og den Michelin-bestjernede italiener Era Ora. Restaurantens rammer er chic og sofistikerede, men selvom den luksuriøse hotel-vibe er gennemgående i de imponerende lokaler med plads til i alt 300 spisende gæster ude og inde, er familieånden bibeholdt, og der er plads til alle på Tramonto. De italienske specialiteter tilsat den nordiske elegance bliver kreeret i det åbne køkken for øjnene af gæsterne, der kan se og dufte de velsmagende retter blive til. På Tramonto sættes der en dyd i solidt kokkehåndværk, og de fleste komponenter såsom brød, pasta og mozzarella bliver lavet fra bunden. Der bliver også eksperimenteret med hjemmedyrkede krydderurter og humle, der skal bruges til mel til både pizza og pastadej på tagterrassen.